16-03-2014

Uge 12 2014 : Pas på! For meget planlægning er farligt

 

Nej, det mener hun da ikke - hende planlægningseksperten, vel?
Jo, jeg gør. Meget alvorligt, endda.

af Dorthe Rindbo

Bare rolig, jeg går stadig ind for planer. Af alle slags: to do-lister, masterlister, handlingsplaner, årsplaner.

Planlægning er godt. Det giver overblik, retning og høj effektivitet.

Men der findes noget, som er bedre og vigtigere end planlægning.
Én ting, der slår enhver plan.

Det er HANDLING.


StickToIt




I sidste ende er det kun det, du gør, der tæller. Planlægning er ingenting i sig selv. Faktisk kan planlægning blive en destruktiv overspringshandling, som gør, at du ikke får handlet.

Det er nemlig rart at planlægge. Planlægning giver følelsen af at være i fuld sving. Den giver dig licens til at drømme og tale risikofrit om alt det, du gerne vil. Men sandheden er, at så længe du planlægger, befinder du dig stadig i den behagelige, men ikke særligt fremadrettede, comfort zone.

Betyder det så, at du skal droppe al planlægning og bare gå i gang?

Nej, på ingen måde.
Men det betyder, at du ikke skal fedte rundt med dine planer i for lang tid.

Først, når du HANDLER, skaber du en reel forandring.


DoIt

Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Fra det øjeblik, du er færdig med din plan, til du 'bare' skal gå i gang, sker der nemlig ofte noget, som er værd at lægge mærke til: Du bliver ramt af panik, frygt, bekymring og/eller tvivl.

Vær glad for det! Det betyder, at dit mål er vigtigt for dig.

Måske får du lyst til at løbe væk. Du misfortolker din frygt-følelse og tror, den er et tegn på, at du ikke skal handle - at dine planer er forkerte. Du bliver måske så overvældet af tvivl, at du dropper alt. Men lige netop her skal du holde fast. Gå i gang og få tingene gjort. Du er på rette vej!