12-05-2012

Uge 20 - En skønne dag så skal jeg.... ja-ja men blir det til noget?

 
Et lille tanke eksperiment til dig der har ”åhh så travlt” i livets hamsterhjul.oldman

Har du nogen drømme? Tænker du en gang imellem ”En skønne dag så vil jeg….

  • ”Skrive den bog jeg har inde i mit hoved.”
  • ”Tabe de kilo jeg hele tiden har brokket mig over.”
  • ”Starte det firma jeg drømmer om – så jeg kan bestemme selv.”
  • ”Pakke mine ting og rejse til den øde ø/den spændende by/det fjerne land jeg hele tiden drømmer om.”
  • ”Bryde ud af job/forhold/situation som jeg er så træt af.”
  • ”Droppe det job jeg hader at stå op til.”
  • ”Få den kæreste jeg hele tiden har drømt om/eller være alene som hele tiden har drømt om.”
  • ”Være blondine/brunette/sorthåret/klippes skaldet”.
  • ”Lade være med hele tiden at gøre det jeg BURDE – og så bare gøre det jeg VIL.”
  • ”Leve mere end bare i ferierne og weekenderne.”
  • ”Føle dig FRI og bestemme 100% selv over mit liv.”

 

oldman2Drømme har vi alle sammen nok af – men hvad gør du ved det? De fleste af drømmene bliver jo ved med at være bare det – drømme. Det er de allerfærreste der bryder ud og gør dem til virkelighed. Men det betyder ikke at du IKKE skal gøre dine drømme til virkelighed – bare fordi de andre ikke gør det.

Når du en gang kommer på plejehjem – hvem af de her vil du så helst være?

  • Den person der sidder og fortæller om alt det hun/han har oplevet. Fortæller om alle de drømme der blev udlevet og alle de – både gode og knap så heldige oplevelser det førte med sig. Spændende historier der foregår i fjerne lande, i andre kulturer – eller hjemme i DK – men alle sammen noget ud over det de fleste andre oplever. Mens du fortæller så tænker du ”Jeg har levet det liv jeg kunne ønske mig, så jeg kan egentlig godt tage her fra nu, uden at være gået glip af noget”.
  • Eller vil du være den der sidder frustreret og misundelig og lytter på alle historierne, mens du tænker på alle de ting DU drømte om – men aldrig fik gjort til virkelighed – fordi du hele tiden havde så travlt med din hverdag. Fordi du aldrig stod af hamsterhjulet – men hele tiden sagde ”En skønne dag så…..”. Prøv at forestille dig hvor ”irriterende og dum en pralerøv ” vedkommende er – sådan at have udlevet alle ”dine” drømme. ÆV! – det skulle jo have været dig, men nu er det for sent.

Selv om de mennesker der stikker hovedet frem og gør noget specielt, mens de udlever deres vision og drømme – store eller små - ofte får nogle ordentlige drag over nakken med jantelovs køllen, så er det alligevel også de mennesker vi ser op til og gerne vil læse om, og se interviews med.

Hvorfor bliver vi så irriterede? Det er fordi at de mennesker der GØR noget og viser initiativ i deres liv – minder os andre om hvor stille vi står. Og det er dælme irriterende at blive udstillet på den måde. Så det er bare med at komme i gang med at nedgøre dem, i stedet for selv at komme op af sofaen, hen over kakkelbordet med mazarinkagen og ud i verden for at få afprøvet om drømmene kan holde.

Ville du gerne læse en bog om dig? Ville du gerne se udsendelsen ”Her er dit liv (indsæt dit navn)”?

Hvis ikke - Hvad vil du så gøre ved det?

Vi lader billedet stå lidt…