24-02-2013

Uge 9 - Planlæg max 60 procent af din arbejdsdag.

 
Max 60 procent om dagen

af Dorthe Rindbo


Når du planlægger din arbejdsdag, er der især én gylden regel, du bør holde dig til:
Planlæg max 60 procent af din arbejdsdag.

Mange planlægger 100 procent.
Er du tidsoptimist, planlægger du måske 200 procent.

Men du har slet ikke så meget tid at gøre godt med.

I løbet af en arbejdsdag er der afbrydelser og ting, der kommer ind fra højre.
Sådan er det. Stort set hver eneste dag.

Og selvom du ikke ved, hvad der kommer til at ske i dag, kan du alligevel godt regne med, at cirka 40 procent af din tid vil gå med ikke-planlagte aktiviteter.

Gyldenprocent

60 procent af en almindelig arbejdsdag svarer til cirka 4,5 timer.
De sidste 3 timer kan du med andre ord ikke regne med.

Og måske kan du i virkeligheden planlægge med endnu mindre.
Det kommer an på, hvilket job du har.  

Jo mere udadvendt et job du har, jo mindre tid kan du planlægge.
Men du kan stort set aldrig - uanset job - planlægge mere end 60 procent af din tid.

Når du laver din to do-liste, er det derfor vigtigt,
at du estimerer dine opgaver.  


Det er nemlig her, at du finder ud af, om du netop har planlagt en arbejdsdag på 27 timer, eller om du holder dig inden for de max 60 procent.

Kig derfor på hver enkelt opgave på din liste og lav et hurtigt estimatet:
Hvor lang tid vil det tage mig at lave?

Lav til sidst et virkelighedstjek ved at lægge dine estimater sammen.  

Lyder det omstændeligt?
Bare rolig. Det tager kun et par minutter om dagen.

Til gengæld får du en plan, der holder.
En plan, hvor du rent faktisk får streget de ting, der står på den.